I en tid hvor at kæntringsulykken med eleverne fra Lundby Efterskole er meget oppe i medierne kan familierne glæde sig over at de nærmeste ved et mirakel fik deres kære hjem i live. Det på trods af at livet for en del af eleverne har taget en drejning de ikke kunne forudse da de enten selv valgte at gå på skole eller blev sendt dertil imod deres vilje.
Spørgsmålet må være om det er på tide at der bliver taget et opgør med den grundtanke som har været fremherskende på efterskolerne i det nye årtusinde. For efterskoler er ikke længere en sanktion for elever som enten ikke klarer sig optimal i det normale skolesystem eller i deres familie. I det nye årtusinde ser skolerne det som deres fornemmeste opgave at udfordre og helst flytte elevernes grænser. Men i denne proces sker det gang på gang at denne leg med de unges psyke resulterer i skader – ikke bare psykiske, men også fysiske. Kan man med rimelighed forsætte med at gå efter disse ambitiøse mål uden at skele til de mange risici som tages?
Kan man forestille sig det ultimative tab en familie kan lide?
Ja, desværre måtte familien til en unavngiven efterskoleelev på 18 år opleve dette ultimative tab. En klar forårsdag i april 2007 tog en gruppe elever fra Humble Efterskole ud på en sejltur i Kajak. Da vejret med kort varsel slog om så kom to elever i havsnød. Da var det at de for sent opdagede hvor koldt vandet er i de tidlige forårsmåneder. Den ene elev reddede sig i land, men desværre mistede eleven på 18 år sit liv.
Med tragedien i bagagen kastede efterskolen sig ud i den samme form for damage-kontrol som efterskoleforeningen og Lundby Efterskole har været engageret i siden uheldet på Præstø Fjord. Alt blev gjort for at familier der påtænkte at sende deres søn eller datter til efterskolen ikke skulle læse om tragedien. Det er en af grundene til at vi ikke kan skrive navnet på den afdøde her i bloggen. Skolen ændrede profil og satser i dag på dans og teater frem for udendørsliv.
Dødsfaldet er i dag glemt. Det har haft den konsekvens at den grænsesøgende kultur på landets efterskoler fortsætter. Eleverne på landets efterskoler bliver derfor stadig kastet ud i farlige situationer. Foruden kæntringsulykken på Præstø Fjord, så har Kongenshus Efterskole haft elever i havsnød på Hjarbæk Fjord, Odsherred Efterskole havde elever i havsnød som kun blev reddet fordi at færgen til Sejerø passerede forbi.
Ingen familier ønsker at udsætte deres kære for sådanne massive risici, men hvordan kan de beskytte deres børn mod den lukkede kultur som hersker på alle efterskoler. En efterskole er at sammenligne med et massivt psykologisk eksperiment hvor at eleverne gradvis får slebet deres kanter af for at tilpasse sig fællesskabet i en sådan grad at det kan sammenlignes med en religiøs kult. Her er ikke plads til at stille spørgsmål ved lederens dispositioner. Så da en lærer bad eleverne om at sejle ud i dragebåden stillede eleverne ikke spørgsmålstegn ved om det var farligt. Nøjagtigt som eleverne på Humble efterskole den forårsdag i 2007 ikke stillede spørgsmålstegn ved om det var fornuftigt at sejle ud i Kajak.
Men kan forældrene forhindre den proces som for de fleste er et godt år, men netop fordi at miljøerne på efterskolerne ligner hvad man ser i kult-samfund, så ender året med symptomer som ligner posttraumatisk stress syndrom – ganske som når mennesker bliver ekskommunikeret fra forskellige trossamfund?
Nej, for skolerne sætter restriktioner på elevernes muligheder for at kommunikere via mobiltelefon og computer. Det gør de netop for at kunne præge eleverne til at søge skolens fællesskab ved at reducere elevernes muligheder for at søge refleksion hos familier og venner udenfor skolen.
Det er et problem som familierne til efterskole elever må arbejde med, da prisen for at opnå skolernes mål er blevet for høj. Hvad ligner det at beklage en 4. plads ved en regatta fordi at man ikke har kunnet træne i dragebåden siden kæntringsulykken?
Denne blog er tilegnet den unavngivne unge mand som mistede livet så tragisk vis. Havde man blot ville ære hans navn i stedet for at gemme det i markedsføringens navn, så havde der måske aldrig været en kæntringsulykke på Præstø Fjord.
Kilder:
18-årig død efter kajak-forlis (BT)
18-årig kajakroer druknet (Politiken)
Uheld (Vejlederkreds)
Skole-forstander: Vi er dybt ulykkelige (BT)
Piuaatsoq Umaq havde udfordringer i dette liv. En væsentlig udfordring var at han ikke kunne høre. En anden var at han for at finde mennesker der var i en lignende situation måtte forlade sin kultur for at rejse til en anden.
Det må stå enhver klar at et ungt menneske på 19 år, der ikke har specielt meget livserfaring vil blive udfordret grænsende til det yderste når en så svær beslutning tages.
Men samtidig må vi huske at vi lever i en tid, hvor at den voksne generation anklages for at være curlingforældre. Er denne anklage nok til at de unges svage råb om hjælp samt støtte skal overses.
Nej, for ofte er alt hvad der kræves en skulder at læne sig op af. Et bekræftende kram før at den unge kan komme videre.
Uheldet ville at Hr. Umag kom til Danmark i en tid, hvor at den kostskole – Nyborgsskolen – han skulle bo på havde været plaget af administrative uroligheder og ulmende utilfredshed med den anvendte ledelsesstil. Den øverste ledelse kunne faktisk ikke døvesprog, hvilket må siges at være lidt undrende på en døveskole. Resultatet var personaleudskiftning og uro blandt eleverne da den lave moral blandt de ansatte sendte negative vibrationer ud til unge, der om nogle vil mærke dette.
Hr. Umag fik ingen skulder at støtte sig op af. Der var ikke plads til så meget som et sølle kram så han kunne komme over svære situationer.
Resultatet var at Hr. Umag ikke er blandt os mere, da han valgte at tage til et bedre sted.
Æret være hans minde.
Kilde:
Historien om Piuaatsoq (Fyens Stiftstidende, 5. april 2009)
Hvert år bliver cirka 2.900 børn fjernet fra hjemmet – ca. 12.600 børn er anbragt uden for hjemmet.
Ydermere tager over 25.000 hvert år at tage på kostskoler – ofte for at opleve en periode væk fra samfundet enten for at beskytte sig imod denne generelle ungdomskultur, der af ældre generationer altid er betegnet som grænseoverskridende eller under pres fra forældrene som ser at børnene søger religiøsiteten.
Nogle vender aldrig hjem – de dør imens at de skulle være sikret mod overlast af samfundet.
Denne blog er oprettet for at minde de børn, som ikke kom hjem. Det er flere end man tror. Det er unge som fortjente bedre når de af forskellige årsager ikke kunne bo hos deres egen familie.
Æret være deres minde.
Leave a Comment